Tuesday, February 17, 2015

Sødt skal der til! SMIL!

For en meget sjælden gangs skyld var der behov for et besøg i en slik-butik i aftes. Vi modstod fristelsen til at købe denne fantastiske slik-pizza, men noget sødt var der behov for. Ekspedienten var en ung, tørklædeklædt kvinde, og det var dejligt, for så var der mulighed for at smile til en muslim. -
Slik-handlen foregik på Østerbrogade på vej hjem fra den store samling ved "Krudttønden" mellem 20 og 21. Vi var over 30.000 samlet.
I København, Indre By var alle flag på halv.

Det var en stor oplevelse at være med. Aldrig har jeg været sammen med så mange, så stille mennesker på en gang. Almindeligvis snakker folk, drikker, går rundt - men her var helt stille. Den eneste lyd var mobiltelefoner, der dokumenterede og sagte kamerahold, der på fremmede tungemål spurgte til, hvorfor folk var med denne aften.
Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men glæden over at se så mange unge mennesker var stor. De var klart i overtal. Det fylder mig med håb og tro.
Nu mangler jeg at finde nogen muslimske venner!

1 comment:

Madame said...

Det må have været en gribende og enestående oplevelse, Charlotte!
Jeg har også læst om den hos mange af mine Facebookvenner.