Dagens festlige gudstjeneste blev fejret i Fågelmara, hvor vi både sagde farvel til det afgående præstepar, som nu skal til Den spanske Solkyst for at arbejde i den skandinaviske kirke, og tog imod menighedens nye præst. Da festlighederne med kaffebord og fine kager var overstået, var jeg alene tilbage i kirken, hvor jeg skal overnatte til i morgen. Jeg tog på tur til den nærliggende lille by Kristianopel. På kirkedøren sad dette skilt.
Vel inde i kirken, forstår jeg måske godt, at en fugl ville føle sig til pas. Det er ikke ofte man ser så fine træer pryde kirkevæggen!
Christian d. 4. bestemte tilblivelsen af byen, der er anlagt som en renæssance fæstning, og bygningen af kirken. Derfor er her også en kongestol med hans monogram. - Netop på disse kanter har der været krig, ballade og grænsestridigheder mellem danskere og svenskere i århundrede. Det er uhyggeligt at læse om, hvordan byer er blevet udslettet og befolkninger udsat for tortur og henrettelser. Vi har opført os lige så grusomt overfor hinanden, som det vi hører om i dag.
Men altså - vi mistede både Blekinge, Skåne og Halland og en hel del andet, inden landet fik den størrelse, det har i dag. - Jeg fik gået en dejlig tur
- og undrede mig over de mange efterårstegn. Det er ikke september endnu!
Det er underligt at være mere end 200 km øst for Danmark og møde så meget af det gamle land. Her flages med Dannebrog på havnen, og den gamle historie er fortalt på masser af flotte skilte.
Kirken i Kristianopel havde gudstjeneste kl 18, så der kunne jeg sammen med ialt 11 andre inkl. præst, organist og øvrig betjening fejre søndagen endnu engang.
På hjemvejen kørte jeg over Brömsebro, som ligger ganske tæt ved. Det var her Brömsebro-freden blev sluttet - Corfitz Ulfeldt underskrev aftalen på Danmarks vegne og vi mistede Gotland, Øsel, pantsatte Halland, gav svenskerne 30 års skattefrihed fra Øresundstolden og afgav Jämtland og Härjedalen som havde tilhørt Norge til svenskerne. Ikke så godt!
Ved Brömsebro ligger ruiner af en borg fra Valdemar Atterdags (1340 - 75) tid. Jeg gik den lille sti for at komme ind til ruinen, hvor voldgravene er tydelige. For at komme op på borgen skulle jeg igennem et eng-område, hvor langhornet kvæg gik frit. På tilbage-turen turde jeg ikke gå samme vej. Kvæget var kommet helt hen til spången, jeg skulle gå ad. De stod der med deres lange horn og gloede på min (forholdsvis) røde regnfrakke, og alt hvad jeg har hørt og læst om vilde tyrer gjorde, at jeg gik en omvej og kravlede under et hegn. Nu sidder jeg i kirken efter at have spist pizza fra den lokale. I morgen bliver det først et lille møde og så videre til Hjortsbergagården i Småland, hvor alle regions- og kontoransatte skal holde personale-dage.
No comments:
Post a Comment