B - er det næste bogstav i Petunias Alfabet-leg. Mit
B står for BIBEL. Ordet betyder Bogen. Min Bibel er en del af min hverdag - en kilde til inspiration, glæde, forundring og undren. Jeg oplever Gud, gennem det jeg læser, men jeg møder også mig selv. Det er tankevækkende, at ord, skrevet for flere tusind år siden, kan tolke, hvad jeg oplever eller føler netop nu - både når jeg er glad, trist eller vred. Det bliver jeg aldrig træt af at glædes over. Min Bibel er også et arbejdsredskab. Jeg ved en hel del om den, hvad den indeholder og hvordan og hvornår den er blevet til. Jeg underviser og prædiker med den som udgangspunkt - i går aftes til Børnegudstjeneste her til formiddag på plejehjemmet. Men jeg bruger også min Bibel, dens fortællinger og kloge ord i samtale med andre mennesker om deres liv og problemer.

I vores hus er der mange bøger - også mange Bibler. Vi har Bibler på mange forskellige sprog: dansk, svensk, engelsk, norsk, græsk, hebræisk (det er manden i huset, som kan det - jeg ved bare, at man skal begynde bagfra) Men vi har også mange forskellige oversættelser.

Derudover har vi kommentarer - forklaringer og tolkninger af, hvad der står i Bibelen. For det er jo, som da en af Jesu disciple, Filip, blev sendt ud på en øde vej, hvor kun en enklet vogn var i sigte. I vognen sad en hofmand fra Etiopien og læste i en Bibel (som nok har været en skriftrulle med en del af det, vi kalder Det Gamle Testamente) Filip måtte så spørge manden:
"Forstår du også det, du læser?", hvortil manden svarede:
"Hvordan skal jeg kunne det, når der ikke er nogen, der vejleder mig?" (Apostlenes gerninger 8, 26 - 39)