Hov -

- det kan man da ikke! Sådan lyder overskriften på fortællingen om dette billede. Og nej, det kan man ikke. Men Erik Johansson, er svensk, fotograf og fotokunstner, og han kan godt - tage billeder og manipulere dem, så helt nye tanker og ideer opstår i ens hoved. I dagens tillæg til Politiken "Foto," kan man se mere - ellers kan man gå på wwwpolitiken.dk/foto2016

Må din vej gå dig i møde,
og må vinden være din ven,
og må solen varme din kind,
og må regnen varme mildt din jord,
indtil vi ses igen,
må Gud holde, holde dig i sin hånd.

Englenes dag

 I dag 29. september er det ærke-englenes dag: Michael, Rafael og Gabriel. Der findes også andre - fx Uriel. I gammel tid var dagen høst-skiftedagen, den ene af to tidspunkter på året, hvor det var tilladt for ansatte på gårdene at skifte plads. Det er også min mors fødselsdag. - Engle, hvad skal vi med dem? Jeg opfatter dem, som sendebud der repræsenterer den større verden, som vi ikke kan nå. De giver besked fra Gud, når de "almindelige kanaler" ikke fungerer.

 I sommer var vi i Allinge - uden for kirken findes denne skulptur med navnet Metamorphose, som betyder forvandling. Jeg ser den som en kvinde - lidt slidt, lidt gammel, som er ved at forvandles til en engel - et sendebud mellem Guds større verden og min. Jeg tror, jeg kender sådanne engle!

Mørke og rødder

 

Hvornår mon jeg lærer, at det altid er sådan? Ikke lige stærkt hvert år, men ikke til at slippe uden om. 

Mørket kommer både udenpå og indeni - vi har passeret jævndøgn, og nætterne bliver sikkert og ubarmhjertigt længere end dagene. Sådan er det vel for de fleste. Men for mig handler det helt klart også om, at det fx i morgen er 85 år siden min mor blev født - og for et par dage siden var det 16 år siden hun døde. Hun blev altså ikke 69 år og de sidste 5 - 6 år var hun meget påvirket af sygdom, Parkinson og Alzheimers. 

Og i august var det 10 år siden min far døde, kort tid inden han ville være fyldt 83. Jeg ved godt, at der er mange, som har mistet forældre tidligere end mig. Og mine forældre var dejlige mennesker, som jeg har masser af gode minder om. Jeg tænker gode tanker om dem, og de fylder ikke hver dag. - Men sorgen og savnet kommer nogen gange på denne årstid på den her ukontrollerede måde, som lægger sig som mørke skygger ind over livet.

Jeg tror, livet er evigt. Jeg tror på opstandelsen og at vi skal ses igen - men ensomheden og tomheden er også en del af livet.

En STOR dag og glæde!

Tja - det var måske så meget sagt, at jeg er tilbage på bloggen, som jeg skrev i seneste indlæg. Jeg har fået (en) opfordring til at blogge videre. Meget har ændret sig, siden jeg begyndte at blogge. I starten havde jeg mange med-bloggere og en livlig kommunikation. De allerfleste er faldet fra, og det er blevet meget en-vejs-kommunikation. Det passer mig ikke rigtigt. På facebook sker der meget mer. Billederne ligger allerede i telefonen og det er hurtigt - hvilket det også skal være.
Det er jo ikke fordi, der ikke sker noget i mit liv, altså!
Vi har haft en skøn sommer, med lørdag d 3. september som et absolut højdepunkt. Datterbarnet Maria giftede sig med sin Thor og blev dermed fru Antorini. De blev viet i Jerusalemskirken af Marias far - og jeg talte. Brødrene medvirkede med sang og musik, foruden gospelkoret Kefas, en solosang og orgelbrus. Vi var 250 gæster og bryllupskagen, som storebror Johannes havde lavet rakte til alle!

Festen holdt de på Ørestads skole, hvor de arbejder og har mødt hinanden. Vi spiste skøn mad, holdt taler, sang, festede og dansede til yngste-storebror Thomas' band. Det var en skøn dag med fejring af en stor kærlighed.