"Jeg savner dig allerede"

Min ældste skrev i går på facebook om, hvor hårdt det er at aflevere sin 5 årige søn i børnehave efter 5 dage sammen og med 9 dage foran sig, hvor drengen skal være hos sin mor. Det hårde, var denne gang, ikke at han savner - for det gør han hele tiden; mor, når han er hos far - og far, når han er hos mor. Men han sagde: "Far, jeg savner dig allerede!"

Det er så hårdt, at et lille menneske skal leve i en permanent tilstand af savn. Ikke fordi nogen er død, men fordi de mennesker, som er hans nærmeste, har truffet nogle valg.
Jeg husker, hvordan jeg savnede mine forældre, når vi en sjælden gang, var fra hinanden. For mig var det værste, når min far rejste - det kunne gøre fysisk ondt. Og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det ville være at leve på skift hos dem og altid savne den anden. Men det skal mit barnebarn! Og mange andre børn. Jeg har intet behov for at blande mig i årsagerne eller lufte meninger om beslutninger, men jeg bærer en sorg over, at dette er et vilkår i et elsket barns liv.
Tænk, hvad det koster af psykisk energi i vores fælles liv!
Alle os, som er omkring børn, der lever på denne måde, må gøre vores aller bedste for at forstå, hjælpe og acceptere deres sorg og forvirring. Og lindre,, skabe glæde, gode bånd og minder.