Tuesday, May 26, 2015

En uge med mange indtryk og opgaver

 Vi har holdt medarbejderdag. Alle ansatte var indbudt og næsten alle kom. Der var nadverandagt, information om forskellige ting og vi gik en lille natur-vandring, hvor vi lyttede til nattergalen.
 Og vi spiste dejlig mad. Det hele foregik i Kristianstad, Chr. d. 4.'s by, der netop har fejret 400 års jubilæum. Den ligger midt i "Vattenriket" et stort eng-område, som nu er beskyttet som bevaringsværdigt, men som i 1960'erne var ved at blive helt ødelagt, opfyldt for at skulle bruges til bebyggelse. Som en af kollegaerne sagde: "Det er underligt, at den tid, hvor alting handlede om "peace, love and understanding," der blev miliøet mest ødelagt, bykerner nedrevet og de grimmeste byggerier opført!"
 Resten af dagen spiste vi dejlig mad og delte oplevelse med at arbejde i små-grupper.
 Aftenen stod i spejdernes tegn. Aftensmaden bestod af vildmarkspizza - forbløffende godt, en avanceret form for snobrød, kan man sige. Jeg fik lov at tale ved afslutningsandagten, og så gik turen hjem til København. Der gik jeg direkte på værtshus! Mellembarnet skulle spille, og jeg benytter enhver lejlighed til at lytte. Godt det samme, der var ikke mange mennesker i byen sådan en torsdag inden det gik løs med bla. karneval og marathon.
Så var jeg også træt. Dagen efter var arbejdsdag - men lørdag skulle jeg bare være hjemme, gøre rent, skrive lidt og få styr på huset. Men nej, sådan skulle det ikke være. Jeg vågnede med min gamle stress-migræne = min krop siger fra! Jeg har åbenbart svært ved at lære det. Lørdagen blev sovet væk, det eneste jeg foretog mig var en sen aftentur.
 Søndag kom husbond hjem tidligt om morgenen efter hektiske undervisningsdage i Tallin. Vi kørte til Wesley-kirken i Limhamn, hvor vi var med til den dejligste Pinse-gudstjeneste, hvor husbond prædikede. Der var rigtig god musik og mange fra menigheden, som fortalte om ting de havde oplevet den forgangne uge. Og så blev en stor flok - mest ældre - kaldt frem. Det var menighedens forbedere, som har lovet at bede for børnene og de unge. Nu skulle vi bede for dem, og så fik de en lille gave hver.
 Efter gudstjenesten blev vi inviteret med til spisning i det grønne. Dejlig mad og godt fællesskab. Og så gik turen videre til Tureholmskyrkan i Sösdala.
 Der var workshop om lovsang og gospel. Vi var med i et et kor, som læret en håndfuld sange, der blev brugt ved aftenens gudstjeneste. Igen - en meget dejlig opløftende Pinse-gudstjenste!

2 comments:

Madame said...

Det var meget spændende at læse! En nattergaletur lyder dejlig. Kristianstads "Vattenriket" og engområde håber jeg at opleve en dag. Så fine billeder du har taget.

Tro Håb og Kærlighed said...

Madame - der er noget med, at du har familie på de kanter?