Sidste nat med kliken.

Så synger vi på sidste vers: "We'll meet again - don't know where, don't know when". Vi har svømmet de sidste længder i poolen, brugt de sidste dollar på lækre sager i the Mall, set en masse spændende (bl.a. Civil Rights-museet, filmen Mamma Mia (den er da for sjov!), The Methodiste Hospital, hvor Niels arbejder - og så har vi spist på den bedste Bar-B-Q-restaurant ever!

Uha, der var meget mad - og jeg kylling, kunne naturligvis ikke spise det hele. Men det var der andre, der kunne!

Vi har haft en herlig ferie. Nydt familien meget - og hinandens selskab. Oplevelserne har vi ikke helt styr på endnu - bloggen og alle billederne hjælper lidt. Og nu har vi 19 timers rejse foran os.

En søndag i Amerika

Her i byen har de et museum, som hedder Pink Palace, fordi det er bygget af lyserødt marmor fra Georgia. Oprindeligt blev huset bygget af en mand, der havde skabt sin formue ved at lave de første supermarkeder. Museet indeholder bla. en kopi af denne butik. Det lyserøde palace blev bygget lige inden depressionen og det store børs-krak - hvor manden mistede alle sine penge - og sit hus, som i stedet blev museeum. - Bensinpriserne, her ved den gamle Ford-T, er virkelig museums-agtige - ca 4 liter benzin for under 18 cent! Nu betaler vi 3 dollar og 89 cent for en gallon, som er ca 4 liter. Hvilket stadig er ca halv pris af, hvad vi betaler i Danmark. Hvor bilerne også koster 3 - 4 gange så meget, som her. Det amerikanske samfund er bygget op omkring bilen. Her i syden er det for varmt, til at man kan cykle, og vejene er heller ikke indrettet til det. Jeg forsøger at komme op før 8 hver morgen, så jeg kan løbe inden det bliver alt for varmt. I går vågnede jeg for første gang til regnvejr og i løbet af dagen blev det ligefrem køligt - vi var nede på 34 grader. Temperaturen ændrer sig ikke i løbet af natten - meget underligt. Som så meget andet i det her land. Hvor nyhederne til morgen fortæller, at to mennesker blev dræbt i en kirke et sted i staten i går.

Vi havde en god dag i kirke - igen i en sort kirke, denne gang en baptist. Vi begyndte klokken 11 med herlig gospel og dåb af 7 mennesker, de fleste unge. Herefter fortsatte gudstjenesten til klokken 13 med bla. hele to, meget gode prædikener. Senior-præsten var ude, så de fire assistenter tog chancen og prædikede alle fire ved dagens to gudstjenester. De to, vi hørte, var med fuldt manuskript - over samme tekst, manden, der var besat af en legion af demoner, men fik en total "Make over" og blev et nyt menneske - meget politiske og udfordrende. En meget god søndag!

Helte og heltinder

Museet for Civil Rights ligger delvis i et tidligere hotel i Memphis - nemlig det hotel, hvor Dr. Martin Luther King Jr. blev skudt d. 4. april 1968. Han var i byen for at lede en march sammen med renovations-arbejderne, der strejkede for bedre rettigheder og løn. Museet er meget omfattende og har fokus netop på menneskerettigheder. Museet for MLK ligger jo i Atlanta, hvor han boede og var præst i den baptist-kirke, som også hans far havde været præst i.

På museet i Memphis kan man sætte sig ind i en bus. Der sidder allerede en passager - dvs. det er en statue af Rosa Parks, den kvinde, der en dag valgte at blive siddende på sin plads i bussen, selvom chaufføren bad hende rejse sig, så en hvid mand kunne få hendes plads. Men, som hun senere sagde, så var hun træt efter en lang arbejdsdag. Hun havde betalt sin billet og landets love tillod ikke, at staten stadig opretholdt adskillelse af hvide og sorte. Så hun blev siddende. Og blev arresteret - hvilket udløste bus-strejken i Montgomery i staten Alabama. I et år nægtede de sorte at benytte de offentlige transportmidler. Under mange besværligheder arrangerede man fælles transport i biler - eller man gik mange kilometer hver dag. Ulighed og forskels-behandling skulle stoppes, fordi det var uværdigt og imod landets forfatning.

Aktionen lykkedes som bekendt, og var med til at sætte gang i den store bevægelse, der ændrede det amerikanske samfund gennem mange kampe og marcher.

Rosa Parks er en helt. Hun blev en gammel dame og er netop død. Når man på museet sætter sig i bussen, hører man en afspilning af buschauførens advarsler og trusler, som de lød til hende den dag i december i 1955. Martin Luther King var en stor taler og organisator. Ikke alle kan gøre, hvad han gjorde. Men Rosa Parks valgte i en hverdags-situation at stå fast på sandhed og retfærdighed, selvom det kostede hende personligt. Dermed satte hun gang i noget meget større, end hendes eget. Dybest set tror jeg, vi alle er kaldede til at gøre som hun. Hvordan skal Gud kunne forandre verden og overvinde ondskaben, som Han jo endegyldigt har besejret, hvis vi ikke vil gøre vores del af arbejdet?

Og der er stadig meget at gøre - sandelig også i vores del af verden.

Dr. King havde en drøm om lighed, retfærdighed og frihed. På det sted, hvor han blev skudt, står et citat, der egentlig handler om Josef og hans brødre fra 1. Mosebog 37: 20:

"Dér kommer den drømmer. Lad os slå ham ihjel. Lad os så se, hvad der kommer ud af hans drømme!" Verden har brug or Rosa Parks og Martin Luther King - og dig og mig!

http://www.civilrightsmuseum.org/about/about.asp

We will all be received in Graceland

"For reasons I cannot explain there's some part of me wants to see Graceland" - som Paul Simon siger. Eller rettere synger. I dag har vi været der. Det var virkelig en oplevelse. Efter 5 timer var vi endelig igennem det hele, incl. alle butikkerne. Vi afsluttede turen med at skrive vore autografer på muren rundt om Graceland - stedet, Elvis købte som 22 årig og boede på til sin død 20 år senere. Her boede også hans far, mor og bedstemor, konen Pricilla, datteren Lisa Marie og alle vennerne, både de gode og de mindre gode.

Familiens døde ligger begravet i baghaven, og folk valfarter til Elvis grav, særligt på hans fødsels- og dødsdag. Elvis Presley Boulevard afspærres i en uge, fordi folk står i kø, for at besøge graven på netop disse dage. Sidste år døde en mand i ventetiden pga varmen. Jeg er sikker på, at Elvis ikke ville bryde sig om netop den del af det hele. Ellers var Graceland, som Elvis kunne lide det - med masser af muligheder for et liv med sjov og ballade. Desværre lidt for meget af det. Men at manden også har arbejdet hårdt, vidner de utallige guld- og platin-plader om. På sin egen underlige måde er Elvis virkelig en slags folke-kåret konge. Når man kalder ham The King, har det selvfølgelig at gøre med musikken, men han representerer også den amerikanske drøm om den fattige dreng, der bliver ufatteligt rig men stadig elsker sine forældre og er god mod alt og alle. Godt at ingen kalder ham gud (det er så Eric Claptons byrde!)

Guld-vasken er fra det private jetfly indrettet som den lækreste tour-bus. I dag er der naturligvis andre mennesker, som er ufatteligt rige og bruger deres rigdom på mærkelig måder. Men dette fly er over 40 år gammelt, så det er historie og sjovt at have set.
Det har været en lang og meget varm dag - over 40 grader C - det er nat nu, men stadig 38 grader. Som man ser på Marias skygge fra i middags, er vi noget tættere på Ækvator, end vi er hjemme i Danmark!

Guld-vasken

Music on my mind!

Tænk - blandt alle disse guitarer - der var den RIGTIGE. Gibson les Paul standard fra 1990 - samme årgang som lillesøster - begge udgået af produktion!
Vi lovede sælgeren, at den skal få et godt hjem sammen med de andre Gibson-guitarer hjemme på farmen, hvor Thomas regerer. Så kunne aftalen underskrives og de grønne sedler skiftede hænder. Der tælles. Lars fandt en Fender, som han lovede at være god ved. Og så var vore to guitarister glade - hvad de selvfølgelig har været hele tiden - nu bare på et højere plan!

Nashville

OK - der skete andet i Nashville end støvlekøbet. Byens nye var-tegn er The Batman-building, som tilhører et telefon-selskab og ikke har andet at gøre med den sortklædte helt end ydre lighed. Flot er den. Og Malik, familien French's 11-årige plejebarn er netop landet i byen og klar til fotografering.

Et af måltiderne blev indtaget på byens Hard Rock Café. Her havde de mange spændende sager - bl.a. en skjorte, der har tilhørt Jimmy Hendrix.

De "Frencher", vi havde med, fandt en støvle- og skobutik, de følte stærkt tilknytning til.

Og så har jeg aldrig i mit liv set så mange guitarer, som vi har set de seneste dage!

Fødselsdagsgaven

Vi er i Nashville - og har taget mange billeder. Her er mange spændende Metodistkirke-steder. Vi har i dag bl.a. besøgt The Upper Room - hovedkvarteret for andagtshæftet vi i Danmark kender som "Dagens Ord". Mere om det senere. Det er sent nu - jeg har bare lyst til at vise mine fødselsdags-gave-støvler frem :-)

Og SÅ har vi været i kirke!

Min søster ved, at en vigtig ting for os på rejsen er at komme til gudstjeneste i sorte kirker, hvor der er Black Gospel! Hun ringede til en ven, for at høre hvor vi skulle køre hen for at høre god musik -
Burdette United Methodiste Church! Ja, det er ikke så ligetil at finde den rette kirke. Der er 2000 kirker i Memphis!!! Nogen af dem er ganske vist meget små - men alligevel!
OK - Birgitte kender faktisk præsterne i Burdette - og vi blev meget hjerteligt modtaget. Vi blev tilbudt at gå med i proccesionen og sidde sammen med præsterne, hvilket vi dog undslog. - Gudstjenesten begyndte klokken 11, og 12:15 var vi klar til prædikenen. Alt i alt varede det 2 timer og et kvarter. Men tiden fløj ad sted! Det lokale kor sang - og prædikenen var medrivende - havde som overskrift "Lege skjul" og teksten var fra Salme 139.
Aldrig har jeg fået så mange omfavnelser på så kort tid, som da vi blev bedt om at hilse på hinanden under gudstjenesten! Det var i det hele taget en meget fin oplevelse. Som vi før har oplevet det, foregår alt efter programmet. Man begynder til tiden, selvom deltagerne bliver ved med at komme til kirke halve timer efter vi andre er begyndt. I dag oplevede vi så, at også en af præsterne mødte op og tog præstekjolen på midt i gudstjenesten - men OK, hun var der, inden hun selv var på programmet :-)

Efter gudstjenesten viste det sig, at det var "Choirday", hvilket betød at man efter en kort pause med spisning, fortsatte med hvad vi ville kalde en egentlig gospel-gudstjeneste med indbudte kor.

Det store navn var Jerome Green and The Voices of Triumphant. Og som de kunne synge! Halleluja, Amen! Men der var 4 andre kor, hvoraf det mindste var fra First Thessalonia Baptist Chuch. De var 5 kormedlemmer og lederen, der også spillede klaver. De sang, så hele salen blev revet med.

Det tog i alt 2 1/2 time. Dagen har været fyldt med energi og glæde. Vi har fejret gudstjeneste sammen med flere hundrede brødre og søstre i Herren - nogle af dem ganske små - men alle sammen sorte! Tak til Burdette -og til deres herlige præst Jerome Scales Sr. Og tak til Gud!

Stemmeret - bomuld og Gibson

Rose-krigen - handlede åbenbart her om kvindernes stemmeret. Først i 1920 fik kvindernes stemmeret i Tenneessee. Klik på billedet og læs teksten. Godt at nogen sønner lytter til deres mødre!














Her har vi en lidt anden version, af det man kan kalde en bomuldskjole. Dette er kostumer båret ved de årlige parader, hvor Bomulds-kongen og dronningen blev kåret. Den gule kjole er dekoreret med bomuldsblomster og planter.














Det er lørdag - og meget varmt! Vi har været i Gibson butikken og forsøgt at komme med på en af turene rundt på fabrikken. De var overtegnede, så vi tager herned en anden dag. I stedet er rejsens 2 guitarister begyndt at studere udbuddet af instrumenter. Umiddelbart er der kun dyre og nye guitarer her - men det er jo også værd at overveje!














Der forhandles om fri fragt - hvilket klart er en fordel, da vi ikke er så vilde med at have guitarer, hverken nye eller gamle, med ombord på flyet. Som Jane Schilling siger (hun er crew-chef hos et af de store flyselskaber) "Frigille" betyder, at de ikke sparker bagagen, men bare kaster den!














Det er ikke alle i selskabet, der er lige interesserede i guitarer! - godt man har sin telefon. Fætter Fletcher er en dygtig guide, der tålmodigt kører os rundt til det, vi gerne vil se.

Atlanta

Vi har været to hele dage i Atlanta. Her boede Birgitte og hendes familie, da vi besøgte dem for 9 år siden. Jeg var hos dem for 3 år siden sammen med vores far til Birgittes ordination. Det var en fantastisk oplevelse for os alle sammen. Den årskonference, hun blev medlem af har flere præster, end der er metodister i Danmark. Både vores far og jeg fik lov at medvirke ved ordinationen, og vi havde i det hele taget en fin tur. Hos familien Schilling holdt de fest for hende. Familien Schilling har senere besøgt os i Strandby, og Jane og datteren Mary-Beth var med til vores sølvbryllup.
Nu har vi så boet i deres hus. Første billede viser gæste soveværelset, hvor Jørgen og jeg sov. De unge mænd i familien sov i kælderen, hvor der var poolbord, fodboldspil og meget andet godt, og Maria sov i datterens værelse - sammen med hamsteren.
Her er deres hyggelige dagligstue. Huset er meget stort, menneskene meget gæstfrie.
Min familie drønede rundt i Atlanta og oplevede alt hvad de kunne nå. Jeg blev syg, så jeg var glad, fordi jeg kunne være i Janes hus den ene dag. Den næste dag tog Birgitte og jeg en søsterdag og besøgte en af hendes gamle venner, Julie Boone, der netop er blevet præst i hendes nye kirke: http://www.birminghamumc.org/index.html Nu er vi - efter 7 timers kørsel - tilbage i Memphis. Og det er dejligt!

Rock, Soul & Sun

OK - de har også smukke kloakdæksler her! Hjuldamperen er oplagt som dekoration - vi er ved Mississippi-floden. Kigger man over den, ser man Arkansas. Tenneessee har grænser til hele 9 stater. Mens jeg skriver er vi på en tre dages tur i Atlanta. For at komme der starter vi i Tenneessee, var et lille smut gennem Mississippi, kører gennem Alabama og endte i Georgia, hvor Atlanta jo ligger.
Men tilbage til de første dage i Memphis:













Et stort ønske på rejsen var at se The Sun Studio. Her gjorde de pionerarbejde med at indspille musik, som senere blev afgørende for mange mennesker. Her indspillede bl.a. Elvis sin første musik. Guiden var meget god til at fortælle, vi hørte sjove gamle optagelser og fik gode historier.



















Maria prøvede at synge duet med Elvis - ja, ihvertfald lånte hun hans mikrofon! Bagefter kørte vi rundt med en herlig gammel sporvogn. Vi har også besøgt The Rock & Soul-museum, hvor vi også fik sjove, spændende og interessante historier om den musik, vi er vokset op med og som vi holder så meget af.

Pizza the way Elvis liked it!

I Memphis har de det lidt, som metodisterne har det med John Wesley i England. Hvor han har været, er der minder og mennesker som kan fortælle historier og fremvise relikvier. Niels og Birgitte tog os med til Broadway Pizza, som angiveligt var Elvis' ynlings-pizza-restaurant. Kokken på billedet kan næppe have kendt Elvis i live, men ejeren, hun var fra de gode gamle dage.
Her ser man indrammet Elvis' røde bælte i karate:
Åh - du vidste ikke, at Elvis dyrkede karate? Eller at han havde det røde bælte? Men det kan vi så dokumentere med billeder fra restaurantens vægge -
- hvor denne lille advarsel også hænger. Jeg tror, at det evige liv begynder her på jorden. Selv efter at have spist pizza, som Elvis elskede den!

Søndag eftermiddag hos 1. works

Efter vi havde været i kirke i Mullins, hvor vi blev hilst som gæster og fik et hjemmebagt brød som gave, var vi hjemme til frokost. Klokken 3 var der så ice-creme-party i First-Works, som er det sociale arbejde Birgitte er ansat til at lede. De tager sig af børn og unge mennesker, som er tilmeldt programmet, laver klub-arbejde og sørger for, at de får mad og lærer om livet og sig selv.
Til festen kom også flere pårørende - her en tante til tre af børnene. Deres mor sidder i fængsel, så hun har de to yngste boende foruden sin egen lille søn. Den ældste af børnene er Malik. Han bor for tiden her hos Birgitte og Niels.
Her er Birgitte med hendes to børn Hanna og Fletcher -de dejlige mennesker.
Alle tilstedeværende præster skulle også lige samles til fotografering.
Bagefter fik vi lov at køre med First-works-bussen de 1 1/2 time det tog, at køre alle børn og unge hjem. De bor spredt rundt i forskellige sociale komplekser. Jeg har ingen billeder fra turen. Men vi har mange indtryk. Det var meget specielt. Det er ufatteligt så dårlige forhold mennesker lever under her. Forskellen på rig og fattig er voldsom. Jeg kunne nævne en del danske politikere, som burde se, hvad vi har set i dag. Så kunne de måske holde op med at ødelægge vores velfungerende sundheds-system og landets uddannelsessystem!
Manden, der køre bus for First-works, er en herlig mand, der selv har været afhængig af narko og alkohol. Han kunne fortælle, hvad vi så og udpege narkohandlerne på gadehjørnerne og steder, hvor unge var blevet skudt. Efter et bandedrab vil mennesker fra kvarteret hænge tøjdyr op på en lygtepæl - som vi lægger blomster. Men som han siger: Hvorfor viste de ikke interesse for den unge, inden han blev skudt?

163-års kirkefødselsdag

Lørdag aften var vi til fødselsdag i Mullins UMC, den kirke, som familien her tilhører. Dvs. min søster, Birgitte er jo ikke medlem af en lokal menighed, som alle andre metodistpræster er hun medlem af den lokale årskonference. Kirken her har tradition for at fejre sin fødselsdag hvert år. Vi var så heldige at være med til festen lørdag aften.

Som det fremgår af billederne, var her festligt pyntet med farvede duge og balloner. Et af menighedsmedlemmerne ejer en restaurant, og det var hans tur til at levere maden. Rigtig god mad. Bagefter var der klavermusik, og derefter var det tid til aftenens konkurrence.
Vi blev delt op i hold efter hvilken måned, vi var født i. Det betød, at vores selskab blev spredt ud over 9 borde. Det viste sig, at konkurrencen var en stave-konkurrence med Bibelske ord. Jeg er stolt over at kunne sige, at jeg var på det vindende hold: juni. Vi stavede bl.a. til Philippians, Thessalonians og Rebekah!