60 års fødselsdag - Så spiser vi igen!

I dag fik vi kagemand til kirkekaffe. Vi fejrede spejdernes 60 års fødselsdag. Vi spiser tit i vores kirke. Fordi vi har meget at fejre og fordi vi gerne vil være sammen. For 60 år siden besluttede menigheden, at en god måde at lære børne og unge om Gud og kristenlivet er at lave spejderarbejde. Det var en rigtig god beslutning. Præsten og hans kone - Hans Christian og Ellen Bhutho underviste lederne. Da de var klar, blev der bedt for dem, og så kunne de gå igang med at finde nogen spejdere at være ledere for. Det lykkedes ret godt, og siden har masser af børn og unge været spejdere i Strandby Metodistkirke. Mange er fortsat som ledere ude i landet og flere af landets præster er kommet til kirke og tro i den grønne uniform.

På billedet her er nogle af de "gamle" spejderpiger igang med at se billeder fra drengespejdernes album. Menigheden har altid haft forståelse for, at spejdere er levende menneskebørn - med alt, hvad deraf følger. Der er plads og kærlighed til børn og unge - og nu er der også blevet højt til loftet i bogstaveligste forstand.
Af gode grunde kunne jeg ikke tage billeder af gudstjenesten. Så her er et billede fra kirkekaffen. Intens samtale er en vigtig del af søndagens kikegang.

Til lykke til menigheden - og til spejderne!

En celle er en celle er en celle...

Første gang jeg så dette billede, vagte det en længsel i mig. Enkelhed, det hvide, rene rum, med kun nødvendige livsfornødenheder. Jeg tænkte på de rum, jeg har boet i på forskellige retæter i Danmark og Sverige.
Jeg havde ikke set længe på det, før min fejltagelse gik op for mig. - Det er en fængselscelle på Guantanamo-basen! En celle man ufrivilligt er lukket inde i.
Men en celle er jo også navnet på det rum, hvor mænd og kvinder i klostre lever. Her har de deres eget sted. De giver afkald på personlig ejendom og har kun, det, de har brug for. Cellen er stedet for søvn og hvile, for studier og personligt bønsliv. I nogle ordner lever man hele livet inden for klosterets mure. Cellen bliver her synonym med reglen om "stabilitas", at leve på samme sted. En celle kan altså være et sted jeg frivilligt har valgt som rammen for mit liv. Så er cellen en afgrænsning, der skal hjælpe mig til at vælge fra og rette min opmærksomhed helt mod livet i Gud.
Endelig er celle et ord for den biologiske byggesten, som alt levende er lavet af. Hver celle indeholder dna-materiale til hele den levende organisme.
Jeg længes efter enkelthed, afgrænsethed og koncentration om livet i hele dets fylde.
- Jeg har lige været på Skovhus-retræte!

God is greatly to praised!

Vores gospelkor CHOSEN har haft besøg af Solomon Facey fra London og Peter Steinvig fra København denne weekend. Vi var 30 sangere, ikke kun fra vores eget kor, som havde to forrygende dage. Solomon lærte os, at gospelsang består af tre ting: Udstråling/hvordan vi ser ud - hvordan vi synger/lyder og resten er Helligånden!
Alle 8 sange skal læres udenad - koncentration er nødvendig.
Men det er så sjovt - en helt speciel oplevelse. I et kor lærer man mange ting om det at være menneske og kristen. Fx. at det er bedst ikke at være alene - det bliver meget bedre med flere stemmers harmoni. Taknemmelighed over at andre mennesker har brugt tid på at lære at spille. Og at følge dirigenten - hele tiden; uopmærksomhed fører omgående til fejl. Sådan er det jo også i livet med Gud - når jeg overmodigt tror, at nu kan jeg selv - i dag klarer jeg mig uden morgenbønnen, ja, så går det ikke.
I forbindelse med gospelworkshops sker det altid, at jeg vågner om natten, og med det samme kører en af sangene. Fx:
"Praise is what I do - praise is who I am"

Friske ord fra det 6. århundrede

Nogen siger: "Jeg har tro, og at tro er tilstrækkeligt til at blive frelst." Jakob giver svaret:
"De onde ånder tror også - og skælver. Tro uden gerninger er død." (Jakobs brev kap. 2: 17 - 19)
Hvordan kan vi tale om at have tro på Gud, at tro, hvad Han lover om fremtiden, hvis vi ikke engang tror på det, Han lover os om nutiden, vore liv her og nu?
Vi er blevet indsnørede i verdslige ting, fordybede i det kødelige, som kæmper mod ånden.
Virkelig tro på Kristus havde de, som fuldt og helt bød Ham indenfor i deres liv, ved gennem handling at holde budene.
De, som virkelig kunne sige: "Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig." (Galaterbrevet 2: 20)

Maximus Confessor/bekenderen (ca. 580 - 662)

Ovenstående er dagens læsning i bogen "Kyssa spor - daglig läsning från den tidiga kyrkan" Urval av Peter Halldorf, forlaget Cordia.

Det havde jeg lyst til at dele med dig!

Guds fred og alt godt