Ja, Herre, du ved, jeg har dig kær!

Rundt om i haverne lugter der af grill. Men ikke her - det er ikke vores stærke side! Der er så meget andet at foretage sig udendørs.
Her hvor vi bor, er der meget smukt! I dag har været endnu en dejlig søndag. Efter gudstjeneste spiste vi frokost i haven, og resten af dagen har vi været ude - gået en lang tur med stavene og hunden. Spist aftensmad i haven. Og så løb jeg, mens Jørgen roede årets 4. kajak-tur.
















Det er påsketid, og i dagens evangelietekst (Johannes 21: 1 - 19) møder den opstandne Jesus disciplene ved bredden af Søen. Her spørger han Peter, om han elsker ham. Spørgsmålet - eller rettere spørgsmålene, for han spørger tre gange, falder på baggrund af, at Peter har svigtet Jesus og alle sine egne idealer. Og Peter svarer: "Ja, Herre, du ved jeg har dig kær". Jesus taler ikke om svigt og nederlag - kun om kærlighed. Og så sender han Peter tilbage i tjenesten.
Det er en lang tekst med mange nuancer og komplicerede tanker. Carsten holdt en fin prædiken over teksten, hvad jeg også tror, Jørgen gjorde i Frederikshavn.
Jeg ved naturligvis godt, at det ikke var her ved Kattegats bred, Jesus gik sammen med Peter, hverken denne gang eller alle de andre gange evangelierne omtaler. Men for mig er netop denne strand en særlig mødeplads. Gud er altid hjemme på Sønder Strand!

Hvis Glæden er for tumber - er jeg er en tumbe!

Også den næste retræte om opstandelsens glæde, som Jesus lover, ingen skal tage fra os, er godt gennemlevet. Vi arbejde os ind i opstandelses-teksterne, men til indledning læste jeg bl.a. dette citat fra Helmut Friis' bog om glæde:

"Glæden er for børn, spejdere, tumber og naturfolk. Man skal være dum for at være glad, og naiv for at tale om den." Han argumenterer videre for, at man er først seriøs, når man holder op med at være glad og tager livet alvorligt. Og så går resten af bogen ud på at forklare, at sådan hænger det naturligvis ikke sammen. "Glæden er ikke et spørgsmål om at slippe for det ulykkelige, for den er ikke som lykken afhængig af tilfældige betingelser."

Nej; vores glæde som kristne opstår på baggrund af Jesu død, sorgen og nederlaget og alt det uforståelige. Da han den første dag i ugen møder sine venner kan de ikke tro - af bare glæde - står der et sted! Det er for fantastisk - for stort. Alt er blevet nyt! Verden kan aldrig mere blive den samme.Og glæden må altid ligge under tilværelsen som et grundvilkår ingen kan tage fra os. For det er givet af Gud selv.

Skovhuset var igen den fineste ramme - og Steen lavde dejlig mad og bagte pæretærte til os!

Tak til Susanne for billedet fra en kirkebænk i Sdr. Vissing.

SKOVHUSET - et tyndt sted!

Netop hjemkommet fra 2 døgns retræte i Skovhuset vil jeg dele glæden over, at stedet findes. Et hus, der kun benyttes til stilhed og fordybelse i livet med Gud, bliver et "tyndt sted". Det er kelternes betegnelse for steder, hvor det er enkelt at komme i forbindelse med den Gud, som altid og alle vegne er os så nær som vort eget åndedræt. Det er bare ikke alle steder vi har lige let ved at rette vores opmærksomhed mod Gud.
Da Jakob, i Det gamle Testamentes 1. Mosebog, havde forladt sit hjem, sin gamle døende far og sin storebror Esaus, som han havde snydt, flygtede han ud i det ukendte og overnattede med en sten, som hovedgærde. Han drømte, at Himmelen over ham stod åben og at en stige nåede fra stedet hvor han lå og op til Himmelen og at englene vandrede frit mellem Himmel og jord. Og Gud selv talte til Jakob og gav ham store løfter om fremtiden. Da Jakob vågnede næste morgen udbrød han: "Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke!"

Gud omgiver os til alle tider. Retræte handler om at blive bevidst - eller mere bevidst - om dette nærvær.
Eller som Ignatius af Loyola siger, at vi giver Gud vores kærlige opmærksomhed!

Med til at skærpe opmærksomheden var at: Tine lavede dejlig mad til os - grønne, sunde retter - solen varmede og træerne er i færd med at springe ud. Og så gav vi hinanden den gave ikke at tale sammen i 1 1/2 døgn. Stilhed fremmer fordybelsen!
Og Påskens tekster om opstandelse er fyldt med forundring og glæde over det fuldstændigt overrumplende: Kristus er opstanden! Ja, Han er sandelig opstanden!
Der er grund nok til glæde og kærlig opmærksomhed.

Det gamle træ - oh lad det falde!

I går, torsdag var store-træfældnings-dag.
Det sidste af de store træer, som har stået i skellet mellem Johannes og Helles hus og Ejnar, deres nabo mod syd, skulle endelig lægges ned.
Og det var et stort træ.
Men så gik fætter Peter i gang. Og han er jo udlært til den slags. Han har også fældet alle de andre træer - men det her - uha, mon der overhovedet var plads mellem husene!
Der var mange hjælpere og endnu flere tilskuere.

Det faldt helt præcist og fylder haven diakonalt. En af naboerne udbrød: "Det var vel nok heldigt, at det lige faldt der." Men det var det jo ikke - det var professionelt arbejde!
To stolte fætre
- der bagefter gik ind i huset og lagde to store jerndragere op til understøttelse mellem stuen og første sal. De var dog ikke alene - både Jørgen og Helles far John var med, hvilket de også var ved træfældningen.

PÅSKEUGEN leves!

Glædelig påske!
Fasten er forbi - påskefesten fejres! Med påskelam, rødvin og mørk chokolade! Herligt.
Men det daglige brød skal også bages og hverdagen leves i opstandelsens lys.
Nu er det påsketid! Her læses alle de herlige tekster, om hvor forskelligt mennesker kommer til tro på opstandelsen. Jeg bliver aldrig færdig med at undres og glædes over, hvordan Jesus giver sig tid til at møde den følsomme Maria, de tænksomme Emmaus-vandrere, den nøgterne Thomas, den svigtende Peter og alle de andre, hvis historier vi ikke får udførligt fortalt.
Jeg har det privilegium at skulle afholde hele to retræter, hvor vi særligt skal beskæftige os med opstandelsens glæde.
Men først er der brød der skal bages, menighedens pastoratskonference/årsmøde på lørdag og en del andre ting på dagsordenen. Alt sammen i opstandelsens lys!

Langfredag i Åsted ådal

1. Det er påske! Alting springer ud,
alle knopperne er lige ved at briste,
det er livet, der vil leves. Det er Gud,
der vil trøste alle os, der måtte miste.
Og når Gud gi'r liv og gør det underfuldt og grønt,
bli'r det Påske og opstandelse
og skønt!

3. Men derude på vor kirkegård
er der stille, selvom liljer trompeterer.
Her er ingen af de døde, der opstår,
her kan alle se, at døden triumferer.
Men når Gud gi'r liv
og gør det underfuldt engang,
bli'r det Påske og opstandelse
og sang.

5. Dét er håbet, og det gi'r os mod,
og det gør at vi kan leve her med døden.
Det er håbets puls, der banker i vort blod,
når vi synes, vi må segne under nøden.
Og når Gud gi'r liv
og gør det underfuldt af trods,
bli'r det Påske og opstandelse hos os!

Det er en af de nye påskesalmer i Metodistkirkens nye salmebog "Salmer & Sange".

Den er skrevet af Holger Lissner oprindeligt til en til en melodi af Benny Andersen "Det er forår. Alting klippes ned" - men nu har den fået sin egen melodi af Erling Lindgren. Og den er endnu bedre.

Jørgen og jeg var i Åsted ådal efter gudstjeneste, frokost og Pasolinis Mathæus-film. I ådalen var der dejligt og anemoner og meget mudret. Så Frue, min gravhund, måtte vaskes, da vi kom hjem - det er ikke et hit.

Og nej, jeg så heller ikke The Passion of the Christ denne gang (den blev vist på TV2 i går). Politikens TV-and, henrik.palle@pol.dk skrev som intro:

"Min gode ven og kollega Bo Tao har foreslået, at titlen på Mel Gibsons brutale, blodige og ekstremt manierede fortolkning af passionshistorien blev ændret til "Kill Christ". Og det er da også rigtigt, at filmen for så vidt angår grafisk vold og anvendelse af teaterblod er mere i familie med Tarantino end med mere traditionelle bibelfilm. Men det skyldes jo nok, at Gibson abonerer på en fortolkning af kristendommen, der lægger ekstremt meget vægt på lidelse, og derfor skal der den onde lyne mig også lides igennem, hvorfor den arme Kristus i den grad får så tornekronen passer."

Sorry guys - jeg véd godt, at nogen er blevet meget berørte af den film.

Jeg er mere til Pasolini.

Og så : TIL LYKKE søs med de 48 - for det er da 48- ikke?

Den store Stilhed

Ja, så kom en af de film, jeg har siddet og sukket over ikke at kunne se! Jeg havde ikke troet, den kom op i Danmark.

Jeg holder meget af at bo, hvor vi gør, men det er langt fra biografen "Gloria", hvor "Den store Stilhed" har præmiere i dag. Ofte skal vi til Aalborg, hvis vi skal se en god film. Ex. har "Babel" aldrig gået længe nok i Frederikshavn til, at jeg kunne se den. Det kræver både en friaften og en bil hjemme og forskellige andre logistiske finurligheder.

Jeg tror ikke "Den store Stilhed" gør sig helt på DVD - men det får komme an på en prøve - hvis det bliver muligt at købe den!

Men altså; det er en film, der varer næsten 3 timer. Den skildrer livet gennem et år i La Grande Chatreuse - et karteuser-kloster nær Grenoble i Frankrig, hvor man lever efter Den Hellige Brunos(1084) regel. Klosteret er bygget, så munkene lever isoleret, kun sjældent spiser i fællesskab og udelukkende taler sammen, når de en gang om ugen er på tur. Altså en meget streng regel. I Jørgen Bjerres herlige bog "Verden på højkant - møde i Andesbjergene med en dansk ildsjæl, jesuitterpræsten Peter Tantholt Hansen", Gyldedal 1997, kan man læse følgenede skildring fra Peters ophold i et lignende kloster i Schweitz:

"Det er ikke et sted, hvor man banker på hos naboen, men ingen skal bilde sig ind, at det er livstrætte og humorforladte tørvetrillere, der går i kloster. Tværtiomod. Blandt munkene var bla. en fransk grevesøn, der sang så hvinene falsk, når det var hans tur til at synge for på korsangen om natten. Han var selv klar over, at der var noget galt, og han gav nok sin spagfædighed skylden, for en nat, da han igen skulle være forsanger, gav han den på alle tangenter og for fuld udblæsning, som var han selveste Luciano Pavarottoi. - Det var en katastrofe. Alle var helt syge af indeklemt latter. En gammel munk ved siden af mig rallede af grin, så jeg troede han skulle dø. Selv måtte jeg stoppe min munkekutte ind i munden, og tårerne løb ned af kinderne på os. Der gik mindst ti minutter, inden vi kunne fortsætte den ellers så højtidelige korsang."

I filmen siges der næsten ingen ting ud over læsning af liturgiske tekster. Der er ingen musik - kun de naturlige lyde. Altså tre timers dokumentar om livet i et stille kloster. I weekendavisen skriver Ina Kjøgx Pedersen i sin anmeldelse af filmen: "Der klippes til vinden, som river i trækronerne, man nærstuderer dem - og så sker det: Pludselig bliver man helt stresset af al den action."

Som mine børn vil sige: En rigtig "mor-film." Amen!

Hvad skal du 15 - 17 april?

Der er to ledige pladser på hverdags-retræten i Skovhuset 15 - 17 april med temaet:

>>...men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer:<< - Jesus

Det er temaet - læs mere på www.strandby-metodistkirke.dk . Programmet er det samme som den fuldtegnede retræte 22 - 24. april.