Pilgrim i høj sol!

I dag har vi været 9 mennesker på pilgrimsvandring. Vi gik 21,5 km i følge Gurlis kilometer- tæller.

Dagen begyndte i Råbjerg kirke med morgenbøn og fortællingen om Sct. Rochus.

Der findes forskellige træfigure fra en tidligere altertavle i kirken, og her er også en Sct. Rochus. Hans himmelske fødselsdag - altså hans dødsdag - er d. 16. august 1327. Han var født i Sydfrankrig af adelige forældre som deres eneste barn. Han havde fra fødsel et rødt korsmærke på brystet - sikkert et "storkebid". Forældrene døde, da Rochus kun var 20 år gammel. Han solgte sin formue, gav pengene til de fattige og begav sig på pilgrimsrejse til Rom. Undervejs nåede han til områder, hvor pesten hærgede. Overalt hjalp Rochus de syge - særligt de fattige - der gik rygter om, at syge blev helbredt, når han bad for dem. Han nåede til Rom, hvor han også arbejde på hospitaler for at hjælpe de pestsyge. Efter flere år vendte han hjemad. Undervejs blev han selv syg af byldepest. Han lå dødssyg i en hytte i en skov men overlevede, idet en hund hver dag kom og gav ham brød og en engel plejede hans sår.
Da Rochus vendte hjem til sin fødeby Montpelier, blev han anklaget for at være spion. Ingen kunne kende ham, da sygdommen havde forandret hans udseende. Han forsvarede sig ikke - blev kastet i fængsel, hvor han døde. Da han skulle begraves opdagede man det røde korsmærke på hans bryst og hans sande identitet blev afsløret.
Rochus har, som alle helgener, særlige kendetegn. Hans er en pilgrimsstav, en hund og en engel.
Kun ganske få steder i Danmark findes spor af Sct. Rochus.
I Råbjerg kirke har de ikke kun en Rochus figur; under alteret er der en helgengrav, en granitblok, 32 x 20 cm, med en lille metalkasse indeholdende bensplinter som stammer fra et menneske. Bensplinterne er dateret tilbage til Sct. Rochus' tid. Råbjerg kirke er bygget, den gang som landets nordligste, i 1200 - 1300 tallet. Hvordan og hvorfor Rochus, eller i det mindste lidt af ham, er havnet her - det er jo et rigtigt spændene spørgsmål.

Vi har haft en fin tur - høj klar himmel, næsten ingen vind. Det meste af tiden gik vi i stilhed. Undervejs grundede vi over Jesu syv ord på korset:

»Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«
Luk 23:43

»Jeg tørster.«
Johs. 23:28

»Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«
Matt.27:46

»Kvinde, dér er din søn.« - »Dér er din mor.«
Johs. 19: 26 & 27

»Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.«
Luk 23:34

»Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.«
Luk 23:46

»Det er fuldbragt.«Johs. 28: 30

Undervejs sang fuglene for os, og vi glædede os over at være skabt som mennesker, i live og ved godt helbred. Måske særligt, da vi sad på kirkegården ved Hulsig kirke, hvor vi spiste frokost og holdt middagshvil. Jeg tror på opstandelsen - det er et levende håb i mit liv.

"As a christian I am a prisoner of hope", som Desmond Tutu siger.

Vel fremme i Skagen sluttede vi i Svenska Sjömanskyrkan, hvor der var andagt og kaffe.
Pilgrimsvandring er (også) en dejlig måde at være kirke på.

FJENDER - UVENNER - VENNER -

I mandags hørte jeg Gaardbo på P1. Jeg skulle køre langt, tændte for P1 og tænk, så havde Jens Gaardbo forfatteren Benny Andersen i studiet!
Blandt meget andet herligt fik de en snak om, hvorvidt det gav mening at oversætte hans digte, der går for at være meget danske. Benny Andersen fortalte så hvordan digtet "Kære venner", engang havde fået, ellers ganske seriøse (alvorlige) lyrik-elskere i Spainen, til at grine så tårerne trillede. For, som de sagde, digtet beskrev præcist, hvordan det forviklede politiske spil var i Spanien på netop dette tidspunkt.

I samtalen sagde Benny Andersen noget meget tankevækkende om de scandinaviske sprog, nemlig at vi har den nuance, at man kan være ven og u-ven, og ikke som på andre sprog, hvor man kun kan være ven eller fjende. På dansk kan man godt være u-venner om noget uden at være fjender. Og man kan blive ven igen med sin u-ven. Med fjender er det strax meget sværere!

Benny Andersen,
"Det sidste øh og andre digte 1969"

KÆRE VENNER
"Jeg har to venner
som er uvenner
og to uvenner
som er venner.
Min ene ven er ven med min ene uven.
Min anden ven er uven med min anden uvens ven.
Det er svært at holde rede på
hvem man skal passe på ikke at sige hvad til.
En forsoning ville forenkle forholdet betydeligt
så jeg går stærkt ind for
at vende den anden kind til
men har i længden ikke kinder nok
prøver at mobilisere mine venners kinder.
Det har gjort min ene uven venlig
og min ene ven uvenlig.
Min anden uven er blevet uven med sin ven
og min anden ven er blevet ven med min
anden uvens tidligere ven
men tilgengæld uven med sin egen tidligere ven.
Jeg overvejer kraftigt at slå en streg over det hele
trække kinderne til mig
og begynde på en frisk."

Og netop i går kom også den glædelige meddelelse, at Nordirerne danner regering -
en meget, meget god nyhed.
http://politiken.dk/udland/article272228.ece

Metodistkirken er i øvrigt én kirke i Irland med 54.000 medlemmer - én konference, hvilket fx. betyder at præsterne flytter mellem Nordirland og republikken. http://www.methodistchurchinireland.co.uk/
I en af kirkerne i Dublin læste jeg et tankevækkende citat af en irsk forfatter:

"On this island we have enough religion to hate - but not religion enough to love"

Lad os håbe på og bede for at Kærligheden må sejre

på den skønne grønne ø med de herlige mennesker.

Ugens bedste oplevelse - nu med kaffe!

For mange år siden havde Ekstrabladet en forside, hvor billedet forestillede en søndagsgudstjeneste i et stort kirkerum med nogle få ældre mennesker på bænkene. Overskriften lød:

"Her har 9 mennesker ugens bedste oplevelse"

Ironien var jo til at tage og føle på.

For mig er søndagens gudstjeneste ugens højdepunkt. Jeg har været præst i snart 28 år, de seneste 19 her i Strandby. Jeg holder meget af byen og menigheden. Der foregår ugen igennem mange forskellige ting i kirken - men søndag er noget særligt.

Før-Påske-Gudstjeneste.

I dag fejrede vi den årlige børnegudstjeneste, som afslutter mini-konfirmanderne, der hos os hedder Klub-3. Vi har bare en 3. klasse på Strandby skole i år, og kun 4 - 5 af børnene hører til i vores kirke. Alligevel havde vi en fin gudstjeneste med god opbakning fra menigheden.

Efter sange, salmer, bøn og fortælling om påsken gik alle børn og voksne rundt og besøgte de fire stationer: Palmesøndag, Skærtorsdag, Langfredag og Påskedag. Uden for kirken stod æslet Benjamin, venligst udlånt af Farm Fun. Kirkedøren var pyntet med palmegrene, man kunne drikke saft, og smage brød børnene havde bagt, hænge bønner og tegninger ved korset, og se ind i den tomme grav hvor ligklæderne lå pænt lagt sammen, og spise påskeæg og tage en påskelilje med sig hjem - for "Der skal slet ingen blomster på graven, Jesus, du stod op, og du bor blandt os".

Efter gudstjenesten var der kirkekaffe. Det er nyt. Vi plejer kun at drikke kirkekaffe, når vi skal træffe beslutninger eller fejre et eller andet. Nogen har taget initiativ til, at det skal være hver søndag. Og det er et hit! Nu skal vi have fundet ud af, hvordan vi får folk til at gå hjem igen!

OL i Danmark?

"Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet."

Paulus 1. Korinterbrev 9: 24 - 27

Vi er skabt af Gud og i Hans billede. Jesus blev menneske og har dermed vist vore kroppe ære ved at tage menneskeskikkelse. Guds Ånd bor i os - derfor bør vi kende vores værdighed, også hvad kroppen angår. Vi skal passe på kroppen - spise ordentligt, holde os i gang fysisk, klæde os værdigt.

Der arbejdes åbenbart for at få OL til Danmark.
http://politiken.dk/indland/article270544.ece
Jeg håber meget, at det ikke sker. Bare tanken om alt det sport,
der kommer til at fylde overalt - jeg bliver så træt.
Er der een ting nogen burde gøre noget ved, så er det:
Mindre sport i det offentlige rum!

Godt så!
Efter at have haft glæde af at læse andres blogs gennem lang tid, vil jeg prøve selv!
Marehalmen er for mig et billede på, at noget tilsyneladende umuligt kan lade sig gøre. Jeg mener, planten vokser i sand!
Og den kan være begyndelsen på at tæmme sandet, så mere kan vokse, land kultiveres og mennesker leve.
Om troen er aldrig så lille, eller håbet aldrig så svagt: "Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt."
Paulus i 1. Korinterbrev 13: 4 - 7 .
Gud kærlighed er altid først. "Gud kan kun elske", sagde Broder Rogert fra Taizé.
Der findes kun én Kærlighed, men den har forskellige udtryk.
"He loves us, because He loves us" sagde Susanna Wesley om den guddommelige, ubegribelige kærlighed.

(tak til fætter Flemming for billedet!)