Sidste nat med kliken.

Så synger vi på sidste vers: "We'll meet again - don't know where, don't know when". Vi har svømmet de sidste længder i poolen, brugt de sidste dollar på lækre sager i the Mall, set en masse spændende (bl.a. Civil Rights-museet, filmen Mamma Mia (den er da for sjov!), The Methodiste Hospital, hvor Niels arbejder - og så har vi spist på den bedste Bar-B-Q-restaurant ever!

Uha, der var meget mad - og jeg kylling, kunne naturligvis ikke spise det hele. Men det var der andre, der kunne!

Vi har haft en herlig ferie. Nydt familien meget - og hinandens selskab. Oplevelserne har vi ikke helt styr på endnu - bloggen og alle billederne hjælper lidt. Og nu har vi 19 timers rejse foran os.

En søndag i Amerika

Her i byen har de et museum, som hedder Pink Palace, fordi det er bygget af lyserødt marmor fra Georgia. Oprindeligt blev huset bygget af en mand, der havde skabt sin formue ved at lave de første supermarkeder. Museet indeholder bla. en kopi af denne butik. Det lyserøde palace blev bygget lige inden depressionen og det store børs-krak - hvor manden mistede alle sine penge - og sit hus, som i stedet blev museeum. - Bensinpriserne, her ved den gamle Ford-T, er virkelig museums-agtige - ca 4 liter benzin for under 18 cent! Nu betaler vi 3 dollar og 89 cent for en gallon, som er ca 4 liter. Hvilket stadig er ca halv pris af, hvad vi betaler i Danmark. Hvor bilerne også koster 3 - 4 gange så meget, som her. Det amerikanske samfund er bygget op omkring bilen. Her i syden er det for varmt, til at man kan cykle, og vejene er heller ikke indrettet til det. Jeg forsøger at komme op før 8 hver morgen, så jeg kan løbe inden det bliver alt for varmt. I går vågnede jeg for første gang til regnvejr og i løbet af dagen blev det ligefrem køligt - vi var nede på 34 grader. Temperaturen ændrer sig ikke i løbet af natten - meget underligt. Som så meget andet i det her land. Hvor nyhederne til morgen fortæller, at to mennesker blev dræbt i en kirke et sted i staten i går.

Vi havde en god dag i kirke - igen i en sort kirke, denne gang en baptist. Vi begyndte klokken 11 med herlig gospel og dåb af 7 mennesker, de fleste unge. Herefter fortsatte gudstjenesten til klokken 13 med bla. hele to, meget gode prædikener. Senior-præsten var ude, så de fire assistenter tog chancen og prædikede alle fire ved dagens to gudstjenester. De to, vi hørte, var med fuldt manuskript - over samme tekst, manden, der var besat af en legion af demoner, men fik en total "Make over" og blev et nyt menneske - meget politiske og udfordrende. En meget god søndag!

Helte og heltinder

Museet for Civil Rights ligger delvis i et tidligere hotel i Memphis - nemlig det hotel, hvor Dr. Martin Luther King Jr. blev skudt d. 4. april 1968. Han var i byen for at lede en march sammen med renovations-arbejderne, der strejkede for bedre rettigheder og løn. Museet er meget omfattende og har fokus netop på menneskerettigheder. Museet for MLK ligger jo i Atlanta, hvor han boede og var præst i den baptist-kirke, som også hans far havde været præst i.

På museet i Memphis kan man sætte sig ind i en bus. Der sidder allerede en passager - dvs. det er en statue af Rosa Parks, den kvinde, der en dag valgte at blive siddende på sin plads i bussen, selvom chaufføren bad hende rejse sig, så en hvid mand kunne få hendes plads. Men, som hun senere sagde, så var hun træt efter en lang arbejdsdag. Hun havde betalt sin billet og landets love tillod ikke, at staten stadig opretholdt adskillelse af hvide og sorte. Så hun blev siddende. Og blev arresteret - hvilket udløste bus-strejken i Montgomery i staten Alabama. I et år nægtede de sorte at benytte de offentlige transportmidler. Under mange besværligheder arrangerede man fælles transport i biler - eller man gik mange kilometer hver dag. Ulighed og forskels-behandling skulle stoppes, fordi det var uværdigt og imod landets forfatning.

Aktionen lykkedes som bekendt, og var med til at sætte gang i den store bevægelse, der ændrede det amerikanske samfund gennem mange kampe og marcher.

Rosa Parks er en helt. Hun blev en gammel dame og er netop død. Når man på museet sætter sig i bussen, hører man en afspilning af buschauførens advarsler og trusler, som de lød til hende den dag i december i 1955. Martin Luther King var en stor taler og organisator. Ikke alle kan gøre, hvad han gjorde. Men Rosa Parks valgte i en hverdags-situation at stå fast på sandhed og retfærdighed, selvom det kostede hende personligt. Dermed satte hun gang i noget meget større, end hendes eget. Dybest set tror jeg, vi alle er kaldede til at gøre som hun. Hvordan skal Gud kunne forandre verden og overvinde ondskaben, som Han jo endegyldigt har besejret, hvis vi ikke vil gøre vores del af arbejdet?

Og der er stadig meget at gøre - sandelig også i vores del af verden.

Dr. King havde en drøm om lighed, retfærdighed og frihed. På det sted, hvor han blev skudt, står et citat, der egentlig handler om Josef og hans brødre fra 1. Mosebog 37: 20:

"Dér kommer den drømmer. Lad os slå ham ihjel. Lad os så se, hvad der kommer ud af hans drømme!" Verden har brug or Rosa Parks og Martin Luther King - og dig og mig!

http://www.civilrightsmuseum.org/about/about.asp

We will all be received in Graceland

"For reasons I cannot explain there's some part of me wants to see Graceland" - som Paul Simon siger. Eller rettere synger. I dag har vi været der. Det var virkelig en oplevelse. Efter 5 timer var vi endelig igennem det hele, incl. alle butikkerne. Vi afsluttede turen med at skrive vore autografer på muren rundt om Graceland - stedet, Elvis købte som 22 årig og boede på til sin død 20 år senere. Her boede også hans far, mor og bedstemor, konen Pricilla, datteren Lisa Marie og alle vennerne, både de gode og de mindre gode.

Familiens døde ligger begravet i baghaven, og folk valfarter til Elvis grav, særligt på hans fødsels- og dødsdag. Elvis Presley Boulevard afspærres i en uge, fordi folk står i kø, for at besøge graven på netop disse dage. Sidste år døde en mand i ventetiden pga varmen. Jeg er sikker på, at Elvis ikke ville bryde sig om netop den del af det hele. Ellers var Graceland, som Elvis kunne lide det - med masser af muligheder for et liv med sjov og ballade. Desværre lidt for meget af det. Men at manden også har arbejdet hårdt, vidner de utallige guld- og platin-plader om. På sin egen underlige måde er Elvis virkelig en slags folke-kåret konge. Når man kalder ham The King, har det selvfølgelig at gøre med musikken, men han representerer også den amerikanske drøm om den fattige dreng, der bliver ufatteligt rig men stadig elsker sine forældre og er god mod alt og alle. Godt at ingen kalder ham gud (det er så Eric Claptons byrde!)

Guld-vasken er fra det private jetfly indrettet som den lækreste tour-bus. I dag er der naturligvis andre mennesker, som er ufatteligt rige og bruger deres rigdom på mærkelig måder. Men dette fly er over 40 år gammelt, så det er historie og sjovt at have set.
Det har været en lang og meget varm dag - over 40 grader C - det er nat nu, men stadig 38 grader. Som man ser på Marias skygge fra i middags, er vi noget tættere på Ækvator, end vi er hjemme i Danmark!

Guld-vasken

Music on my mind!

Tænk - blandt alle disse guitarer - der var den RIGTIGE. Gibson les Paul standard fra 1990 - samme årgang som lillesøster - begge udgået af produktion!
Vi lovede sælgeren, at den skal få et godt hjem sammen med de andre Gibson-guitarer hjemme på farmen, hvor Thomas regerer. Så kunne aftalen underskrives og de grønne sedler skiftede hænder. Der tælles. Lars fandt en Fender, som han lovede at være god ved. Og så var vore to guitarister glade - hvad de selvfølgelig har været hele tiden - nu bare på et højere plan!

Nashville

OK - der skete andet i Nashville end støvlekøbet. Byens nye var-tegn er The Batman-building, som tilhører et telefon-selskab og ikke har andet at gøre med den sortklædte helt end ydre lighed. Flot er den. Og Malik, familien French's 11-årige plejebarn er netop landet i byen og klar til fotografering.

Et af måltiderne blev indtaget på byens Hard Rock Café. Her havde de mange spændende sager - bl.a. en skjorte, der har tilhørt Jimmy Hendrix.

De "Frencher", vi havde med, fandt en støvle- og skobutik, de følte stærkt tilknytning til.

Og så har jeg aldrig i mit liv set så mange guitarer, som vi har set de seneste dage!

Fødselsdagsgaven

Vi er i Nashville - og har taget mange billeder. Her er mange spændende Metodistkirke-steder. Vi har i dag bl.a. besøgt The Upper Room - hovedkvarteret for andagtshæftet vi i Danmark kender som "Dagens Ord". Mere om det senere. Det er sent nu - jeg har bare lyst til at vise mine fødselsdags-gave-støvler frem :-)