Vi har været 7 til Kristuskrans-retræte i kirken i dag. Stilheden gør så godt, og at være stille sammen med andre er en ganske særlig gave, vi kan give hinanden. I dag fordybede vi os i Jeg-perlen og Dåbs-perlen. Men alt begynder og slutter med den gyldne Guds-perle. Her inviteres vi ind i Treenighedens fællesskab, og menneskenes bønner stiger og dufter som røgelse.
O Kærlighed uden grænser,
Helt undtagelsesvis foregik aftensmaden ved sofabordet. Der fejres!
Med særlig kærlig hilsen til kusine Hanna, fætter Fletcher og deres kære forældre.
I morgen, tirsdag d. 20. januar, sker det: præsident Obama indsættes i sit embede. Han er et menneske og selvom hans kone Michelle siger, at han ikke fuldkommen, så har jeg meget store forventninger til hans virke, som leder.
Store-oprydnings-dag i vasketøjet. Der stryges og sorteres. På et tidspunkt afleverede jeg bunken med enlige sokker og strømper på spisebordet, og bad resten af husets beboere om at tage en tørn med at finde makkere. Det gav ikke noget stort resultat. Nu har vi besluttet at udskrive en konkurrence:
Jeg er ganske sikker på at min gamle teori om, at materielle sager som sokker og bøger ejer en uudforsket evne til at formere sig. Ligger de for tæt sammen i længere tid, vil de i al ubemærkethed blive til flere!!! Måske ser vi her et bevis på "ukønnet formering" i sokkeskuffen?
I Søndermarkskirken http://www.soendermarkskirken.dk/ i Viborg har de denne fantastiske døbefont. Selve fadet er, som man ser, en kæmpe muslingeskal. Det er slet ikke til at lade være med at røre ved den bløde perlemor inde i skallen. Udenpå er den ru, og muslingen er anbragt på et solidt metal-stativ. Den leder tanken hen på livet som en pilgrimsvandring, hvor "slægt skal følge slægters gang," og hvor tonen fra Himlen i sjælens glade pilgrimssang aldrig forstummer.
Men tanken falder også på det faktum, at hvert menneske er som en udsøgt perle og uendeligt dyrebart for Gud.
I loftet hænger mange kuttere. De giver en fornemmelsen af, at man ser dem nedefra i havet og sollysets flimren. Vi befinder os jo i Viborg, inde midt i Jylland, så kuttere er nok ikke det første, jeg ville finde på at udsmykke et kirkerum med. Men tanken er, at vi alle, som kutterne, er på vej mod solopgangen - mod Lyset, som kommer til os - Jesus. Han skal, som Zakarias siger det i sin lovsang: "lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej." 
Ateister i Storbritannien kører for tiden rundt i denne bus og proklamerer: "There's probably no god. Now stop worrying and enjoy your life"
Jeg minder i al fredsommelighed om ordene: "Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe:" Luk 2: 10 - 11
Der er sandsynligvis en Gud - så vær ikke bekymret men glæd dig over livet!
I en uge har mine nøgler været væk. Det vil sige, de har ligget det sted, hvor jeg lagde dem sidst. Jeg kunne bare ikke finde dem. Efter at have gennemsøgt alle tasker, bæreposer, lommer og flader indtil flere gange havde jeg næsten opgivet. I dag prøvede jeg så lige en gang til i en af de lommer, jeg havde undersøgt - hvilket jeg måske alligevel ikke havde - ihvertfald ikke godt nok. For der lå de! Nøgler til to kirker, et retrætehus, min cykel og min bil! Nu hænger de, hvor de skal: på deres, og alle nøglers plads i vores hus. Et kærneord af Margareta Melin randt mig i hu, måske også i forbindelse med julefejringen. Frit oversat:
I går søndag fejrede vi Helig tre kongers aften. Jeg ved godt, at det er lidt på forkant, men det var den bedste mulighed for os. Vi tændte juletræet for sidste gang denne jul.- Men det bliver ikke smidt ud endnu. Vi spiste torsk og drak champagne - begge dele gaver, vi har fået. Måske er torsk ikke lige det, vi plejer til Herllig tre konger, men som vi blev enige om, mon dog ikke de vise mænd trængte til fisk efter de mange dage på rejse.
Denne julekrybbe er husets fineste. Min mor har købt den til mig, jeg tror det første år, jeg var præst. Jeg har altid ønsket mig en krybbe. Det stammer tilbage fra midnatsgudstjenester i katolske kirker. Jeg har flere år været sammen med min mor og morfar til julenats-gudstjeneste som barn. Julekrybber og masser af julestjerner hører til i kirken til jul. Denne krybbe er købt på en missions-bazar i København, og jeg er meget glad for den. Selve stalden er 40 cm høj til øverste engle-vingespids. - Julen varer ikke til fasten, men glæden over, at Gud blev menneske, får lov at sætte sit præg på hjemmet nogen dage endnu. Glædelig Hellig tre konger - Epifani (åbenbaringen af, hvem Jesus er, og at han er for alle mennesker - også os, der bor på de fjerne tåge-øer)
2. januar vågnede jeg til lyden af Jørgen, der skrabede sne fra fortovet. Vi bor på et hjørne, så der er meget fortov at skabe, når det sner. Men inde i haven er sne smukt. Og på stranden og markerne. De små børn var begejstrede og fandt slæderne frem. Sne er som kærlighed - det dækker en mangfold af synder. Alt bliver smukt i sne og sol. Og dagen er 10 minutter længere allerede! 
Her er en af de små krybber, vi har i huset. Josef og vismændene (ingen visne mænd her, Lina!) er 5 cm høje. Figurene er skåret af Jes Nielsen i Kalundborg for 25 - 30 år siden. Jeg havde oprindeligt også et lillebitte får, men det er forsvundet. Heldigvis ligger baby-Jesus trygt i sin mors arme - ellers ville han måske også være blevet borte. Og så kan det hele jo være lige meget!
Langt de fleste nytårsnætter har jeg tilbragt i kirken. I hvertfald tiden lige op til og over midnat. Jeg har været så heldig at bo, hvor menigheden har tradition for midnatsgudstjeneste/andagt nytårsaften. Sådan var det i Jerusalemskirken, da jeg boede i København. I min første ansættelse holdt vi midnatsandagten i Vonge. Kun et enkelt år var jeg ikke med. Det husker jeg til gengæld tydeligt. Det var for 23 år siden, hvor Jørgen kørte til Vonge, mens jeg sad i skæret fra de levende lys og betragtede Thomas vores lille nye søn, der bare var 5 dage gammel. Hvad Johannes lavede, er jeg usikker på. Han var 6 år og sikkert med til midnatsgudstjenesten, han har ikke sovet sin barndom væk.
Jeg kunne også have læst om fuglene, der ikke bekymrer sig, men som får sin føde af deres himmelske Far. Sandt er det i hvertfald, at det ikke nytter at stole på mennesker eller at bekymre sig. At have rødder og fæste i Gud, det er hvad livet handler om. I dag begynder jeg forfra på læsningen af andagtsbogen "Kyssa Spår - daglig läsning från den tidiga kristna kyrkan", udvalgt af Peter Halldorf. 1. januar vælger han at citere Origines (år 185 - 254), der skriver om mennesket skabt i Guds billede, og som skal vokse til Guds lighed. Mennesket har fra skabelsen modtaget den værdighed, som gør det til Guds billede, men den fuldkomne lighed udgør målet. Johannes skriver i sit 1. brev 3:2: "Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er." Livet er da spændende; - hvile og vækst, tillid og nysgerrighed.
Her på kontoret åbenbarer vores Amaryllis for hver dag mere af sin sande natur. Den er en gave fra et kært menneske, og vi glæder os over den. Forunderligt hvad der kan ske, hvis vi tillader den naturlige grokraft ogvækst.
