Bristede bobler - på flere måder

Vi blæste sæbebobler i kirken i søndags. Jeg tror, alle kender facinationen af at se dem vokse frem - svæve et kort øjeblik og forsvinde! Sæbebobler hører sommeren til. Men også barndommen, hvor man forundret kunne lege med sæben i badekarret eller ved opvasken og pludseligt se, alle regnbuens farver spille i den blanke runde flade. Hvilket et under! Tænk, at det lå gemt i en ganske almindelig hverdags beskæftigelse.
Senere i livet har jeg læst "Barbara" Af Jørgen Franz Jacobsen og der stiftet bekendskab med Kingos salme "Far, verden, far vel!" - det var ikke en salme, vi sang i de menigheder, hvor jeg voksede op. Her står verset: "Hvad er det dog alt, som verden opsminker med favr gestalt? Det er jo kun skygger og skinnende glar, det er jo kun bobler og skrattende kar, det er jo kun iseskrog, skarn og fortræd. forfængelighed - forfængelighed."
Ja, fint Kingo. Men bristede bobler er ikke kun et tegn på det, der ikke er bestandigt og derfor tomt og uden mening - eller endnu værre; det, der leder væk fra Gud. Sæbebobler er også et tegn på, at skønheden er gemt i skaberværket og kan vise sig i et uventet øjeblik: i en regnbue, i et smil eller i en pludselig venlighed fra et fremmed menneske. Det var der. Jeg så det selv. Det er også virkelighed.