Søndag eftermiddag. I formiddags havde vi spejdergudstjeneste med masser af grønklædte børn og unge i kirke - dejligt. Heldigvis er det ikke længere nødvendigt at være i korte bukser til nytårsparade, for det er godt nok koldt. Spejderne har være på weekend og haft det dejligt.
Nu sidder vi med kaffe, aviser og pc'er. For en sjælden søndags skyld, har vi ikke været på en længere gåtur. Sneen vælter nemlig ned igen. - Fortsat god søndag derude!
Vi har haft en dejlig Café Qvindfolk med godt 50 qvinder i alle aldre, en masse dejlig brunch-mad og en times flot fortælling om Christian d. 4.'s datter Leonora Christina. Dagens gæst var seminarielektor Marianne Corfitsen fra Hjørring lærerseminarium (til højre på billedet, hvor hun lytter til sin tidligere elev lærer Marie Hjørne). Leonora Christina levede et omtumlet liv, blev forlovet som 9 årig og gift som 15 årig med adelsmanden Corfits Ulfeldt. De levede i sus og dus og vild luxus, indtil de politiske vinde skiftede efter kongens død. De flygtede og blev både anklaget og dømt for landsforrædderi, da de forsøgte at skaffe sig alliancer både i Sverige og Tyskland mod at love at give det meste af Danmark væk, hvis de kom til magten. Deres fangenskab på Hammershus og flugtforsøget derfra er velkendt, og at Leonora Christina senere sad 22 år i Blåtårn, (stort firkantet tårn på det gamle Københavns Slot på Slotsholmen i København. Man kan se ruiner af slottet under det nuværende Christiansborg Slot (tak Mølgaard og DSDE)), har de fleste nok også læst om i bogen hun skrev: "Jammersminde". Der er imidlertid kommet nye vinkler på historien gennem Bodil Wambergs bog "Leonora Christina". Som kilde har hun en anden bog som Leonora Christina skrev om sit fangenskab, den såkladt "franske selvbiografi". Her lærer vi en sej og stærk kone at kende, der nok ved at kæmpe sig vej og at tale sin sag. - Hendes liv er næsten for spændende til en film! Men vi fik en rigtig god fortælling.
Der blev strikket mange lapper til "Mother Teresa-tæpper", og der blev hygge og snakket - de 2 1/2 time flyver. - Næste café er lørdag d. 10. april 10.30 - 13 og gæst er Psygehuspræst Ruth Østergaard Poulsen, Aalborg, forfatter til bogen "Fra det dybe råber jeg til dig" 
kan du se meget mere om Skovhuset.
Her til aften havde vi børnegudstjeneste for de børn og forældre, der plejer at være til Børnekor, Pigekor og i Dansegruppe onsdag aften. Vi samledes i kirkerummet, og alle havde et bidrag til fællesskabet. Aftenens tema var på opfordring: Døden. Det er et emne, der optager en del af børnene netop nu måske pga katastrofen på Haiti.
Vi sang og jeg fortalte om død og opstandelse - og så var der mulighed for at tegne tegninger. Jeg har fået inspiration af www.louiseaaen.blogspot.com - Louise, som er mor til 4 piger i netop denne alder. Tegningerne bliver afleveret på børnebiblioteket, og derfra sendt videre til den store indsamling på lørdag til Haiti og Afrika. Lego-fonden giver 10 kr for hver tegning. Vi tegnede for 140 kr!
Der var også mulighed for at skrive bønner eller trække en sort perle på en snor, og bruge perlen, når der er noget man gerne vil sige til Gud om død, og noget der er sørgeligt, eller som man er bange for. Vi sang en af mine yndlings børne-sange:
Jeg havde et ærinde i Frederikshavn til morgen. Ved 8.30 tiden så Kattegat sådan ud set syd for Strandby havn. Der er stadig meget is. På turen til morgen frøs det 12 grader, hvor det var koldest. Da vi kørte modsat sent i aftes viste bilens termometer -15 grader. Godt husene er hule, som min mormor sagde.
På vej hjem fra dagens familiegudstjeneste i ActA i Aalborg rundede Skodaen 100.000 km. Det er lidt over 2 år siden vi købte den, og aldrig har vi kørt så meget i en bil på så kort tid. Det er dejligt, at have en god bil, når pastorat og interesser spreder sig geografisk.
Bogstavet R i vores alfabet-leg står i min verden for RITUAL. Vi har alle ritualer, forstået som vaner og måder vi gør ting på. Ritualer i hverdagen er den rytme og genkendelighed, der får tilværelsen til at hænge sammen og fritager os fra en masse forvirring og valg. Ritualer holder os fast på at gøre, som vi plejer. Men et ritual er mere end en vane. Begrebet stammer fra kirkens brug af en vedtaget og gentaget form og ordlyd i forbindelse med de kirkelige handlinger som dåb, nadver, vielse og begravelse. Jeg har fundet et par billeder, først fra en medlemsoptagelse. I Metodistkirken har vi barnedåb. Ved dåben siger forældrene ja til at ville opdrage barnet i den kristne tro, og menigheden lover at hjælpe - ved bl.a. at bede og undervise. I 3.klasse går børnene til Klub 3, hvor de hører Bibelhistorie, synger og arbejder med påsken. I 7. klasse undervises de unge afsluttende med en overhøring, hvor de får lov at vise, hvad de har lært. Når de er parat til at bekende deres egen tro, bliver de optaget i menigheden "ved bekendelse", som det hedder. Indtil da er de medlemmer "ved dåb". De to unge på billedet knæler efter at have sagt ja til at have en tro og til at ville høre til i netop denne gren af Den Kristne Kirke. Denne søndag var det mig, der fik lov at bede for dem og lyse velsignelsen over dem.
Næste billede er der et andet ritual i brug. Her er to "lægprædikanter" netop blevet indviet. I Metodistkirken er det ikke kun præster, som prædiker. Også lægfolk (alle der ikke er præster) kan tage et prædikantkursus og vælges af menigheden til at prædike. Efter endt undervisning bliver de indviet, og på billedet har de netop vendt sig mod menigheden, der klapper af dem - det er en glædelig dag!
Metodistkirken har egne ritualer. Netop i ritualernes ordvalg træder nogle af forskellene mellem kirkerne frem. Vi forsøger at sige tingene, så de meget præcist udtrykker, hvordan vi opfatter forholdet mellem Gud og mennesker. Derfor er ritualer vigtige. Og fordi de samme ord bliver sagt gang på gang og på en måde binder os sammen. I dag i kirken blev ordene fra begravelsesritualet brugt: "Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Men Jesus Kristus vor Frelser skal opvække dig på den yderste dag!" En dag skal de siges over min kiste.
Vi har meget sang og musik i Strandby Metodistkirke. Både musik vi selv laver og musik, som gæster giver. Efter opera-besøget i efteråret, modtog vi en gave på 100.000 kr til et flygel! Det tog vi som et venligt men bestemt skub. En delegation har undersøgt markedet og fundet et instrument, der opfylder alle ønsker og krav. Det har en smuk og stor klang, er et flot flygel og fylder ikke mere, end det bør. Nu står igen at samle resten af pengene sammen. Til menighedsrådsmøde her til aften havde vi besøg af to glade givere fra Spar Nord Fonden. De havde 25.000 kr med. Det var da dejligt! Tak! https://www.sparnord.dk/fonden/
Et sommerbillede af Jørgen på åbent vand. Hirsholmene ligger bag ham. Billedet er en hilsen til Erik, som netop i dag har passeret vores kyst i sin kajak på vej Danmark rundt!
Må præster godt være nøgne i kirken? Spøg til side - men jeg følte mig altså nøgen, da vi skulle ind til gudstjenesten i dag, og jeg for sent opdagede, at jeg at jeg havde glemt mine elskede og uundværlige perler i ørerne. Da jeg fyldte 18, var noget af det første jeg gjorde, at få lavet hul i ørerne. Tidligere havde jeg selv forsøgt med en stoppenål og en venindes hjælp. Men jeg har ret tykke ørerflipper, så det var ikke et hit. Siden har jeg ikke bevæget mig langt uden for sengen uden at sætte perlerne på plads. Jeg har haft flere par, men dem, jeg har nu er mange år gamle. Grunden til at jeg følte mig nøgen i dag var, at jeg var til en dejlig fest i går, og for en gangs skyld havde noget andet i ørerne. Rutinerne var ændret - skal ikke ske igen!
"Strandby - byen med ét værtshus og to kirker", skrev de unge engang på deres penalhuse. Sådan er det ikke mere. Vi har ikke noget værtshus. Men stadig to kirker. Folkekirken og Metodistkirken. Desuden er her et meget aktivt Missionshus, hvor landets største FDF-kreds bl.a. holder til. Én gang om året holder vi en fælles gudstjeneste. I år havde vi første halvdel i vores kirke, hvor prædikenen blev holdt. Derefter tændte vi fakler og gik til Folkekirken, hvor anden del af gudstjenesten med nadverfejringen foregik.
Faklerne stillede vi i sneen uden for huset. Som afslutning var der suppe i Missionshuset. Det er 100 år siden, at kristne fra alverdens kirker ved et stormøde i Edinbourgh besluttede sig for at gøre Jesu ord om at være vidner i hele verden til deres dagsorden. Siden da har man hvert år holdt fælles gudstjenester og møder med bøn og Bibellæsning mindst en gang om året i alle kristne kirker. Vi kalder det "Den økumeniske bevægelse" - økumeni er græsk og betyder "hus - eller dem, der lever i samme hus" - Vi markerer altså, at vi er Guds husfolk og hans børn. Selv om vi har forskellige huse, så er de alle Guds bolig.
Englene er julegaver fra en kær ven. Og blomsterne fra min søde svigerdatter!
Q er let og oplagt. Q står for QVINDFOLK som i "Café Qvindfolk". 4 - 5 gange om året åbner caféen. Billederne er fra to forskellige. Det er en brunch-café, og mødetiden er 10:30 - 13. Flest har vi været næsten 100, da var dagens emne "Hospice". Almindeligvis regner vi med 60 deltagere. Det er qvinder i alle aldre, en del er hjemmehørende i kirken, mange er veninder, familie, eller blot trofaste café-gængere. Vi begynder med en morgensang, derefter er der dejlig mad i ca 1 time. Så får dagens taler ordet. Vi har haft besøg af qvinder, der har fortalt om bøger, Kina, hospice, Astrid Lindgren, Karen Blixen, ikoner, filmhelte og jeg har fortalt om pilgrimsvandringer og stjernetydere. Tiden flyver i godt selskab. Må der slet ikke komme mænd? Jo, da: i køkkenet er der af og til hjælpende mænd. De bager pandekager, laver tykmælk og steger bacon. Opvasken tager andre frivillige (qvinder) sig af Hvordan begyndte det egentlig? Min veninde Susanne fandt på en café i sin kirke. Den hedder "Mandfred". - Næste Qvindfolk i Strandby Metodistkirke er lørdag d. 30. januar, hvor vi skal høre om Leonora Christine. Velkommen!
Solen farver himmelen mod nordøst rosa. Haven er stadig fyldt med sne.
Solsorterne spiser et æble om dagen, og fedt og solsikkekerner forsvinder også med stor hast. Det er januar og helt i orden med frost og sne.
Den egentlige grund til, at Susanne og jeg i går tog til Vensyssel kunstmuseum var en mindeudstilling for maleren Poul Anker Bech. Han døde i begyndelsen af oktober sidste år. Bechs billeder er altid tankevækkende. Med meget genkendelige hverdags elementer, der blandes med utydelige detaljer og horisonter, der vender forkert. På dette link kan du læse meget mere om Bechs sære univers:
