Der er lys i vinduerne i vores hus. Det har der været hver eneste 4. maj i hele mit liv, hvis jeg har været hjemme. Sådan var det i mit barndomshjem og begge min forældre havde traditionen med fra deres hjem. Min mor var 14 år og min far 22, da 2. verdens-krig ophørte i Danmark. Min far og farfar havde siddet i Vestre fængsel arresteret af tyskerne. Min far blev løsladt ved en fejl og slap væk. Mændende i familien havde været involveret i modstandsarbejde i forskellige sammenhæng. De boede i København. Min morfar og morbror boede i Holstebro, hvor de var aktive i en gruppe, der hentede containere nedkastet fra engelske fly. Min mor er derfor konfirmeret i en kjole syet af det fineste faldskærms-silke.
Lysene 4. maj har ikke nødvendigvis med modstandsbevægelsen at gøre. For mig handler det om, at frihed ikke er en selvfølge. Jeg ved, at for nogen er det ikke en god dag. Bornholmerne har et blandet forhold til dagen. Øens tyske kommandant nægtede at overgive sig til russerne, der tilgengæld bombede Rønne og Nexø. 10 blev dræbt, mange såret og af 3200 huse i Rønne blev 2900 beskadiget og 212 helt destrueret. Herefter besatte russerne øen, som de først forlod i april 46. Som barn i Rønne i 60'erne oplevede jeg 4. maj med fakkeltog og taler af Frode Jacobsen, der havde været medlem af Frihedsrådet. Rundt om i byen var der hele gader, hvor alle husene var svenske træ-huse, en gave fra Sverige til erstatning for dem bomberne havde ødelagt.
Her i Strandby var fiskerne involveret i at transportere flygtninge over Kattegat. Flere kuttere blev minesprængt. Nogle af fiskerne meldte sig til engelsk krigstjeneste, fordi de fiskede fra England, da krigen brød ud. Og så er der min svigermors familie, der levede deres fredellige liv på landet, indtil nogle flygtede russiske krigsfanger gemte sig på deres høloft. Og blev opdaget af tyskerne! Oplevelserne under krigen kom til at præge mange menneskers liv på mange forskellige måder. - Nu er det længe siden. Men hvad er det der gør, at vi tilsyneladende tror, at mennesker, der i dag oplever krig, bare kan leve videre, som om intet er sket?
I Samos ligger et fantastisk smukt, og stort kloster. Her bor nu kun 15 benedictiner-munke og 3 novicer. Over alt på ruten var der pyntet med muslingeskaller - symbolet på pilgrimsvandringen til Santiago - her i et flot gitter. I selve Santiago er skaller i bronze nedlagt i fortovet, andre steder er de støbt, forgyldt eller skåret.
Det er let at finde vej. Ruten er mærket med malede gule pile og med fine sten-heller med muslingeskallen. Var vi enkelte gange i tvivl, havde vi for det første gode kort og for det andet venlige folk, der pegede og forklarede. Ikke som herhjemme, hvor folk oftest bare passer deres eget og lader andre gå vild eller lade være, uden at man føler trang til at blande sig. 
